»Mænd, der slår kvinder, er mænd, der føler, de har ret til det«

Lige for loven

»I Danmark har vi ikke forstået, hvad der skal til for at nedkæmpe partnervold og partnerdrab«, mener Camilia Soltani.

»Og det er selvom mange andre lande i Europa faktisk godt har kunnet sænke tallene via konkret politisk handling. Herhjemme har statistikken stået stille i godt 20 år«.

Ditte Bjerregaard fra Center for Voldsforebyggelse er enig med Camilia og kalder i dokumentaren problemet for det nordiske paradoks.

»Vi har et ligestillet samfund i Danmark, men når vi ser på de store statistikker, så er det typisk mænd, der er voldelige«, siger hun, og påpeger straks, at kvinder også kan være voldelige imod mænd. Det sker bare sjældent.

Hun fortæller, at andre lande har haft succes med særskilte kvindedrabsparagraffer.

»Da vi foreslog noget lignende til justitsministeren, svarede han, at han er stolt af, at vi har kønsneutral lovgivning i Danmark«, fortæller Bjerregaard i dokumentaren.

Camilia Soltani kan sagtens se paradokset.

»På den ene side har jeg stor respekt for, at Danmark er et land, der ikke vil lovgive specifikt i forhold til køn. Lovgivningen er lige for alle. Men her viser forskning altså, at det har svækket os, at vi ikke vil tale om køn«.

Med det mener Soltani, at den data, vi har på partnerdrab og -vold, faktisk tegner et ret tydeligt billede af den typiske voldsudøvende mand, og at det derfor burde være muligt at forebygge volden, hvis man tog politisk handling.

»Mænd der slår på kvinder, er mænd, der synes, de har ret til det«.

Hun uddyber: »Mange af dem er endda veluddannede og går faktisk ind for ligestilling. Men hvis psykologen graver lidt dybere, viser det sig ofte, at de mener, at det i sidste ende er manden, der skal have magten i forholdet«.

Camilia er ikke i tvivl om, at problemet derfor også er strukturelt.

»Den eneste måde, vi kan ændre de her ting på, er ved, at vi fortsætter med at tale om ligestilling«.

Et andet gennemgående træk ved disse voldsudøvere er, at de ofte lider af store offerkomplekser. Psykolog Ditte Brorson, der arbejder med voldsudøvere, fortæller i dokumentaren, at de mænd, der udøver den type vold, ofte ikke forstår, at det er dem, der gør noget forkert. De ser sig selv som ofret, der er nødt til at slå kvinden, fordi hun laver fejl.

Psykisk vold fra dag 1

Som sagt giver lyddokumentaren ‘Det begynder med blomster’ et klart billede af, hvordan partnerdrab er det mest forudsigelige drab på kvinder. Det er de samme mekanismer, der er på spil hver gang, for eksempel at det ofte begynder med blomster.

»Engelsk forskning, der bygger på 500 tilfælde af partnerdrab, viser, at det nærmest altid begynder med den her lovebombing. 9 ud af 10 af de kvinder, som jeg har talt med, nævner specifikt, at mændene sendte dem blomster hver uge. Lidt ekstremt, tænkte jeg, og derfor gav jeg dokumentaren den titel«.

Camilia skynder sig at tilføje, at der ikke er nogen grund til at gå i panik, hvis din nye fyr kommer med blomster, da det jo (trods alt) ikke automatisk gør ham til potentiel morder. Med det på plads forklarer hun, hvorfor denne lovebombing kan gøre det ekstra svært for pårørende eller de institutioner, der laver forebyggende arbejde, at nå ind til kvinderne.

»Hvis overdreven kærlighed fylder så meget, kan det være svært at se de negative sider af et forhold«, forklarer hun.

»Man kan sige, at kvinden faktisk er udsat for psykisk vold fra dag 1. Det er svært at tale forebyggelse med en gruppe, der er så nedbrudt«, forklarer Camilia.

Opmærksomheden fra den nye partner fortsætter, men bliver ofte hurtigt kontrollerende.

»Når fyren så vil styre, hvordan kvinden ser ud, og hvem hun taler med, så er hun allerede så nedbrudt, at hun isolerer sig og ikke får sagt det til nogen«.

For farligt at flygte

Sådan var det også for både Sofie og Hannah, de to første kvinder, hvis historier fortælles i ‘Det begynder med blomster’. Sofie må hverken have mandlige venner eller være på sociale medier. Hannah må hverken have kontakt med venner eller familie. Hun græder lydløst indespærret i lejligheden.

»Det er ofte, når kvinden har isoleret sig, at den fysiske vold begynder«, forklarer Camilia.

Både Sofie og Hannah ved godt selv, at situationen er uholdbar, men de frygter konsekvenserne af et brud – og det har de også grund til at gøre.

I lyddokumentaren bliver vi nemlig præsenteret for et ubehageligt, men ikke desto mindre reelt paradoks. At blive i et voldeligt forhold kan give offeret varige mén både fysisk og psykisk, men at forlade en voldelig partner er dødsens farligt. I det øjeblik en kvinde forlader en voldelig partner, er risikoen for at blive slået ihjel af ham på sit højeste.

»Det er så fucked up, at det for mange kvinder er mere sikkert at blive i et voldeligt forhold end at gå. Hvordan pokker får vi dem ud?«, bander Camilia frustreret.

»De er ikke naive, de er unge«.

Én mulighed er i hvert fald at tage på krisecenter. I løbet af dokumentaren får vi lov at komme med på besøg på et krisecenter for 18-29-årige et hemmeligt sted i hovedstadsområdet. Rundviseren er centrets leder, og hun kender sin målgruppe rigtigt godt.

»De lever et hurtigt liv, og de er risikovillige. Det er ikke, fordi de er naive eller dumme, det er fordi, de er unge«, fortæller hun i dokumentaren.

Camilia Soltani beskriver krisecentret som et sært paradoksalt sted.

»Det er meget lyserødt. Støvet rosa gardiner, terrasse med havemøbler, sofaer, ‘Kvinde kend din krop’-bøger og æsker med tamponer«.

På den anden side bliver man allerede ved ankomsten mindet om, at det er et krisecenter, man er på.

»Man skal godkendes på kamera, inden man kommer ind og den slags«, fortæller hun.

Også lederen bekræfter, at sikkerheden er vigtig.

»Allerede i telefonen minder vi dem op at få styr på telefon og andre devices, så de ikke kommer til at afsløre vejen herhen«, siger hun i dokumentaren.

Desværre er det bare langt fra alle kvinder i voldelige forhold, der når så langt som til at pakke tasken. I mange tilfælde skyldes det frygt for konsekvenserne. Ditte Bjerregaard fra Center for Voldsforebyggelse taler i dokumentaren om, at kvinder »danser med deres voldsudøvere«. De føjer ham for ikke at vække hans vrede.

»De får jo ikke en skid ud af at anmelde det«, mener hun.

Gøre op med dansk konfliktskyhed

En anden gruppe kvinder, der har svært ved at bryde ud af de voldelige forhold, er de kvinder, der er udsat for psykisk eller økonomisk vold – eller ofte begge dele.

Økonomisk vold i parforholdet betyder, at den ene bruger penge som et middel til at kontrollere den anden. I skilsmissesager, fortæller dokumentaren, kan det ofte komme til udtryk ved, at den ene forsøger at trænge processen i langdrag eller nægter at sælge en fælles bolig.

Her var noget, der kom bag på Camilia i arbejdet med dokumentaren:

»For mig var det en stor aha-oplevelse at høre om, hvor udbredt økonomisk vold er. Det er nok, fordi jeg er i en boble med kvinder, der ikke har nogen som helst ambition om at blive økonomisk afhængige af mænd«, fortæller Camilia.

Hun ser eftertænksomt ud i luften, før hun fortsætter.

»Men der er også bare en anden gruppe kvinder, der har nogle helt andre drømme. Lige nu ser vi i den vestlige verden både en gruppe af karrieremindede kvinder, der handler med aktier og opretter en fuck-you-konto, men også en gruppe, der gerne vil værne om familielivet og gamle traditioner«.

»Hvis man som kvinde er økonomisk afhængig af en mand, er man jo alt andet lige mere udsat for at kunne blive offer for økonomisk vold. Det burde nogen forske i«.

Et af de mange svære aspekter ved psykisk vold er, at bevisbyrden er stor, og at der meget sjældent fældes dom.

»Folk tør jo ikke anmelde det, når de ofte ikke får en skid ud af det«, siger Camilia og i dokumentaren kan man høre, at der siden 2019, hvor psykisk vold blev kriminaliseret, har været omtrent 500 anmeldelser af psykisk vold. I de sager, hvor fysisk vold ikke optrådte parallelt, er der dog kun faldet dom i én enkelt af dem.

Alligevel påpeger Camilia, at det altid er vigtigt at tale højt om volden, og at det som pårørende også er vigtigt at lægge den danske konfliktskyhed lidt på hylden. Det er søsteren til den dræbte Louise enig i.

»I Danmark er vi verdensmestre i at tale om tingene bag folks ryg«, mener hun.

»Jeg tror, der er mange, der fortryder, at de ikke blandede sig mere. Det kan jeg da love for, at jeg gør«.