»Jeg kan ikke slippe tanken om, at jeg er ond«

Abud Mustafa må leve med ar på krop og sjæl på grund af sin fortid som medlem af banden Brothas. Men måske kan han også bruge sine erfaringer til noget godt? Det forsøger han i hvert fald med den nye Mofibo-titel ‘Dø, om så det gælder’.

»Det her er ikke den klassiske succeshistorie, hvor man levede et elendigt liv, men hvor alt er blevet godt igen, fordi man tog nogle sunde valg«, siger Abud Mustafa.

Den 32-årige debattør og skuespiller taler om sin egen historie, som han genfortæller i den nye Mofibo-titel ‘Dø, om så det gælder’. Første del er ude nu, mens anden del udkommer i løbet af efteråret.

Abud var med i Brothas fra Nørrebro-bandens stiftelse og frem til 2014. ‘Dø, om så det gælder’ handler om livet efter at have forladt det københavnske bandemiljø, og om de mange konsekvenser, den kriminelle fortid har for ham i dag.

»Når man er på den anden side, skal man stadig leve med de handlinger, man har foretaget sig. Man kan aldrig give slip på det. Mentalt er du in it for life«, forklarer Abud med alvor i stemmen.

Abud Mustafa har aldrig haft et mål om at blive bandemedlem. Under sine teenageår endte han alligevel med at få en aktiv rolle i den store bandekrig, der startede i 2008. Her gik forskellige bander sammen mod rockergruppen Hells Angels og dennes støttegruppe AK81. Det var under dette opgør, Abud tog aktiv del i det nystartede fællesskab Brothas, der senere blev kategoriseret som en bande.

»De fleste fra Brothas ville sige, at det ikke var vores intention at skabe en bande, som man kender dem i dag. Det var vores intention at skabe et sammenhold med de fælles træk, vi nu havde. Det endte så med at blive til det, man i dag kalder en bande«, forklarer Abud.

»Selvom Brothas faktisk er den første registrerede bande i Danmark – en rigtig indvandrerbande, som man kaldte det i gamle dage – var vi ikke en bande i struktur. Vi havde ikke én leder eller et hierarki. Hver profil skabte sin hierarkiske stilling via sine handlinger«, fortsætter han.

»Men det endte jo med, at vi begyndte at foretage os de ting, vi i starten havde svoret højt og helligt, vi ikke ville gøre. Vi ville beskytte vores lokalområde. Vi ville være troende muslimer og tage til fredagsbøn. Vi sagde, man ikke måtte ryge hash. Vi prøvede ligesom at gøre det til en god og sund ting og skabe et sammenhold. Men ja, det endte sgu med at krakelere«.

Abud Mustafa valgte at forlade Brothas i 2014, og det skyldtes flere ting – blandt andet, at der skete store, hektiske forandringer internt i banden.

»Det var ikke så meget på grund af faren for at dø. Den trivedes jeg nærmest i. Ikke at jeg aldrig nogensinde var bange for at være i livsfare, for det var jeg. Men der skete nogle ekstreme skift i miljøet. Fra den ene dag til den anden mistede du dine venner til enten død eller fængsel, og det ændrede på mange strukturer, på dagligdagsting og på humøret«, fortæller Abud.

Den primære årsag til, at Abud forlod bandemiljøet, var imidlertid hans religion.

»De ting, man laver som bandemedlem, er en decideret kontrast til, hvad det vil sige at være muslim. Nogle vil endda mene, at det er på grænsen til, at bandemedlemmer ikke er muslimer. Det illustrerer, hvor langt ude det egentlig er at være bandemedlem set fra et muslimsk perspektiv«, forklarer han.

»Islam har spillet en kæmpe rolle. Det har været en kraft, der har trukket mig til den anden side. Hvis ikke det var for islam, så havde piben haft en helt anden lyd. Og jeg ved, islam har holdt os tilbage rigtig mange gange fra at begå drab og lignende forbrydelser«.

I dag har Abud både fysiske og psykiske men som følge af sin tid i bandemiljøet.

»Det har haft enorme konsekvenser, og det har det stadig. Min krop er helt smadret. Jeg har diskusprolaps i min lænd og i min nakke og skulder. Jeg har ptsd, angst og depression. Jeg tager medicin«, siger Abud.

Særligt den psykiske del tager han under behandling i sin fortælling for at få en bedre forståelse af sig selv – og samtidig finde frem til en forklaring på, hvordan andre unge mænd ender i samme situation.

»Det har været meget, meget hårdt, men også en slags befrielse at kunne sætte ord på nogle af tingene. Få en forklaring på, hvorfor jeg har slået mig selv oven i hovedet gennem lang tid«, fortæller han.

»Det er ikke, fordi jeg retfærdiggør det eller er i en position til at kunne tilgive mig selv for nogle bestemte handlinger. Det er nogle andre, som skal tilgive mig – og jeg har stadig gjort det. Men i det mindste kan jeg måske forstå, hvorfor gjorde jeg det. Også for min egen skyld. For jeg kan desværre ikke slippe tanken om, at jeg er ond«.

‘Dø, om så det gælder’ er dog ikke kun et personligt projekt for Abud Mustafa. Forhåbentlig kan hans betragtninger også hjælpe med at holde nogle unge mænd ude af bandemiljøet.

»Jeg føler, at jeg har en pligt«, siger Abud. »Der må være en mening med, at jeg hverken er død eller røget i fængsel. Med alt det blod jeg har lagt bag mig, og alt det lort jeg har været igennem. Årsagen må være, at Gud skabte mig med en observations- og taleevne til at bekæmpe det her – med livet som indsats, hvis det er det, der skal til«.

Selvom bandemiljøet ifølge Abud har udviklet sig i en mere voldsparat retning, sammenlignet med da han var indblandet, ser han positivt på de unge i dag.

»Min opfattelse er heldigvis, at de unge er blevet mere dannede, mere intelligente. Der er sket noget de sidste 20 år. Heldigvis er der færre, der falder i naiviteten, og flere, der forstår, hvad bandemiljøet er for et koncept«, siger Abud, som dog også er begyndt at tvivle på, hvorvidt hans fortælling kan nå ud til de unge, som allerede befinder sig i og omkring bandemiljøet.

»Spørgsmålet er, hvor mange af de her unge mennesker der lytter? Jeg lyttede jo heller ikke særlig meget dengang til de ældre, som havde været i bandemiljøet«, siger han.

»Hvis min lydbog skal ramme nogen, så er det nok offentlige myndigheder, forældre, koner, kærester, søstre og brødre, der forhåbentlig kan sætte sig ind i mekanismerne og finde løsninger på deres nærmestes problemer. De unge har sgu ikke tænkt sig at lytte, og de kan altid sige: ’Det er lettere sagt end gjort’. For det er det«.

Abud ser desværre heller ikke for sig, at bandemiljøet kan udryddes fuldstændigt – men han vil gøre sit for at modarbejde det ved hjælp at sit oplysende arbejde.

Om 100 år vil alle nulevende bandemedlemmer være døde, og der vil være nogle helt nye. Fordi det vil fortsætte. Det vil bare blive ved. Det er som et ondt, sort hul, som udelukkende kan bekæmpes ved, at man trapper ned på det som samfund og håber på, at det faser ud«.

»Og den kamp finder jeg mig selv i lige nu. Jeg vil informere og give indblik, så det skaber et samfund, hvor vi forstår hinanden og kan lære at arbejde os hen imod at blive bedre sammen«.