»Jeg endte i en gangster’s paradise-krig«

Omkring årtusindeskiftet trådte Brian Sandberg ud af rockermiljøet og ind i en anden kriminel verden på Tenerife, hvor han arbejdede som bodyguard for den britiske storsvindler John ’Goldfinger’ Palmer. I den nye Mofibo-podcast ’Sandbergs Paradis’ fortæller han nu om sine oplevelser.

»Den her historie var så vild, at jeg bare holdt den for mig selv«, siger Brian Sandberg om et opsigtsvækkende kapitel af sit liv, han har ligget inde med siden årtusindeskiftet.

»Folk ville simpelthen tro, jeg var skør, hvis jeg kom hjem og fortalte, at jeg gik fra én stor krig og kort efter endte midt i en anden«.

Nu er den medieombruste eksrocker med fortid i Hells Angels og Bandidos imidlertid klar til at udfolde sine oplevelser på solskinsøen Tenerife, hvor han arbejdede under en svimlende rig britisk gangster og pludselig befandt sig i en krig mellem engelske og libanesiske forbrydere. I den nye Mofibo-podcast ’Sandbergs Paradis’ lægger han ikke fingre imellem.

’Sandbergs Paradis’ tager udgangspunkt i perioden 1999-2000, hvor Sandberg for en stund ikke var rocker. Efter at have taget del i Den Store Nordiske Rockerkrig som medlem af Hells Angels i halvandet år, blev han i 1998 udstødt af rockerklubben – han var i såkaldt bad standing.

Derfor søgte han mod Tenerife, hvor hans grandfætter havde boet og arbejdet i en række år og tjent gode penge.

»Min grandfætter arbejdede i det, der hedder timeshare-branchen, som jeg ikke kendte det store til. Han sagde: ’Kom herned, mand! Der er arbejde som bodyguard og security – lige noget for dig!’ Han havde været dernede i mange, år, så han vidste, hvad det drejede sig om. Det gjorde jeg overhovedet ikke. Jeg stolede på ham og tog derned som et blankt stykke papir«, fortæller Sandberg.

Sandberg ankom med flyet til Tenerife, hvor varmen, festerne, det lækre resort-miljø, de flotte biler og rigmandspalæerne, der lignede noget fra ’Scarface’, hurtigt tiltalte ham. Det var et ægte »gangster’s paradise«.

»Jeg tænker tilbage på det med nostalgi. Det var en rigtig god tid. Der var jo sol hele året rundt og pissevarmt. Det var nærmest sådan, at vi frøs om vinteren, selvom det var 20 grader, fordi vi havde vænnet os til varmen om sommeren. Det var rigtig hyggeligt at etablere sig i et andet land, få et arbejde og gå rundt og lære folk at kende. Og så var der fester hele tiden«, lyder det entusiastisk fra Sandberg.

»Folk fløj derned fra nær og fjern for at skabe sig et nyt liv og lægge det gamle liv bag sig. Der var nok også mange, som var på flugt. Det var jeg måske også selv lidt, fordi jeg var træt af Danmark og var røget i bad standing. Man vidste ikke, hvem folk var. Jeg mødte en ungarer, en bulgarer, en marokkaner og alle mulige slags mennesker dernede. Alle var der for én ting, og det var at tjene penge – og gerne de hurtige penge«.

På Tenerife startede Sandberg med at arbejde som dørmand på natklubberne langs promenaden ved Playa de las Américas. Inden længe steg han i graderne og fik arbejde som bodyguard for den engelske gangsterboss John Palmer, der også blev kaldt Goldfinger. Det tilnavn fik han, efter han blev tiltalt og frifundet som medansvarlig i et af Englands største guld- og diamantrøverier i 1983.

På den kanariske ferieø stod Palmer gennem otte år bag historiens mest omfattende svindelsag med timeshare-lejligheder. Palmer brugte timeshare-konceptet, hvor man køber en lille andel af en ferielejlighed, til at snyde tusindvis af naive gæster for flere millioner kroner.

»Jeg mødte Palmer få gange, og ellers snakkede jeg mest med hans head of security, som jeg arbejdede under, da jeg steg i rækkerne. Han var en typisk gangster i forretningstøj – en bandit i habit, som jeg kalder det. Man kunne ikke se, at han var en forbryder«, fortæller Sandberg om sin tidligere arbejdsgiver, for hvem han blandt andet indsamlede afpresningspenge blandt resortsteder på øen.

»Dengang kunne jeg godt se, at det hele var mystisk. De penge, jeg krævede ind, kunne jeg jo godt regne ud, ikke var lige efter bogen. Nu ved vi alle sammen, at timeshare-branchen har været ét stort scam, og det har han tjent styrtende med penge på«.

Selvom han gik hårdt efter at stige i hierarkiet, var timeshare-imperiet noget helt andet end det fællesskab, Sandberg kendte fra Hells Angels.

»Der var ikke nogen sammenligning, overhovedet. I Hells Angels var der klubhus og motorcykler og et broderskab. Det, jeg kom ned til på Tenerife, var rent arbejde og penge – og gangstere, der bestemte det hele«, fortæller Sandberg, som gik til arbejdet uden bekymringer eller ærefrygt.

»For mig var det største i verden Hells Angels. Det var en slags hjernevask, kan man sige. Jeg var opdraget fra start af til at føle, at HA var de største og de stærkeste. Jeg havde været i en rockerkrig, så der var ikke andet, der imponerede mig«.

»Jeg var lidt spejlblank på det område, for det var jo også nogle hårde drenge på Tenerife, som skød hinanden«, fortsætter Sandberg. »Palmer er også selv blevet slået ihjel efterfølgende, så det har jo været fuldstændigt det samme. Men på det tidspunkt tænkte jeg: ’Jeg er ligeglad med dem der. Jeg kender dem ikke. Det er bare en flok englændere’. Det var måske også derfor, jeg kom så hurtigt op i rækkerne – fordi jeg ikke tog dem seriøst«.

Det er ikke første gang, Brian Sandberg fortæller om sin kriminelle fortid, som længe har været i mediernes søgelys – tidligere i år udgav han for eksempel bogen ’Unåde – mit liv i bad standing’.

Med sine bogudgivelser og den nye podcast ’Sandbergs Paradis’ er han en del af den populære true crime-bølge, der forskrækker, fascinerer og underholder med historier fra virkelighedens kriminelle underverden.

Er der fare for, at disse opsigtsvækkende fortællinger kan give unge læsere lyst til selv at begive sig ud i en kriminel løbebane? Det mener Sandberg ikke.

»Der er 1 procent, du ikke kan stoppe. Jeg var én af dem, og det kostede mig en masse knubs på kroppen. Men jeg har jo levet det liv, og jeg fortæller om det på godt og ondt. Jeg prøver virkelig altid også at fortælle om alle de dårlige sider, jeg har været igennem. Så jeg synes ikke, jeg opfordrer til noget som helst«.

På Tenerife var Sandberg ustoppelig. Han ville frem i verden, og hans uimponerede og til tider voldsomme tilgang til arbejdet gjorde indtryk blandt nogle af hans mindre hårdføre kollegaer.

»Jeg kom fra at andet miljø, hvor man ikke tænkte så meget over tingene. Jeg løb bare rundt og var iskold i røven«, siger Sandberg.

Han havde netop fået sin søn, da han flyttede sin familie til Tenerife. Og når han tænker tilbage på tiden som både far og kriminel, var det ikke den bedste kombination.

»Man elsker jo sit barn og tænker kun én dag frem. ’Han er så lille, og der går mange år, før han bliver stor’, tænkte jeg, og dengang var der ikke noget, der hed internet og iPhones. Men tiden flyver bare, og så kommer internettet lige pludselig, og internettet glemmer aldrig. Man skal sgu passe på, hvad man laver nu, når man har børn«, siger Sandberg.

»Nu vil jeg opfordre alle andre til, at hvis man er kriminel og får et barn, så burde alle alarmklokker ringe og sige: ’Så stopper festen’. Nu har du sat et barn i verden, og der er ikke noget fedt ved, at et barn skal komme ind og besøge sin far eller mor i fængsel. Det er helt sikkert«.

Et stykke inde i Brian Sandbergs nye tilværelse blev John Palmers Tenerife-imperium fejet af vejen af to libanesiske brødre, der ville overtage guldgruben af timeshare-svindel på øen – den ene, Mohammed, var Palmers tidligere højre hånd.

Libaneserne havde tilsyneladende samarbejdet med det lokale politi, for en dag blev alle Palmers topfolk pludselig jagtet og anholdt af den paramilitære politienhed Guardia Civil.

»Jeg kom fra en rockerkrig, hvor panserværnsraketter, bilbomber og maskingevær bragede rundt i halvandet år, og jeg bimlede rundt med en skudsikker vest på med livet som indsats. Så mit formål med at rejse til Tenerife var jo ikke at ende i en ny krig – men jeg endte i en gangster’s paradise-krig mellem englændere på den ene side og nogle arabere på den anden side«, siger Sandberg.

Mange af Palmers folk endte med at flygte fra øen. Sandberg blev i stedet hængende og begyndte at arbejde som bodyguard for den nye timeshare-konge, Mohammed, inden turen gik tilbage til Danmark.

»Jeg synes faktisk, det var en rigtig god tid, jeg havde på Tenerife. Og jeg var nok også blevet der, hvis ikke jeg var blevet kaldt ind til møde i HA, hvor jeg så en åbning til at komme ind igen. Da jeg kunne dufte muligheden, tænkte jeg: ’Jeg vil tilbage, hvor jeg hører hjemme’«, siger Sandberg om afslutningen på det solbeskinnede gangster-eventyr.

Et eventyr, han med podcasten vil formidle videre så ærligt som muligt.

»Jeg synes altid selv, det er fedt at høre en true crime-historie fra én, der har oplevet det selv – frem for at høre en politimand, som fortæller om en efterforskning af de her mennesker, eller en journalist, der fortæller, hvor de ikke ved halvdelen«, siger han.

»Så vil jeg hellere høre det fra en gangster, der stiller sig frem efter mange år i den verden. Lad os høre det fra kilden selv i stedet for fra alle mulige andre«.