Omkring årtusindeskiftet trådte Brian Sandberg ud af rockermiljøet og ind i en anden kriminel verden på Tenerife, hvor han arbejdede som bodyguard for den britiske storsvindler John ’Goldfinger’ Palmer. I den nye Mofibo-podcast ’Sandbergs Paradis’ fortæller han nu om sine oplevelser.
»Den her historie var så vild, at jeg bare holdt den for mig selv«, siger Brian Sandberg om et opsigtsvækkende kapitel af sit liv, han har ligget inde med siden årtusindeskiftet.
»Folk ville simpelthen tro, jeg var skør, hvis jeg kom hjem og fortalte, at jeg gik fra én stor krig og kort efter endte midt i en anden«.
Nu er den medieombruste eksrocker med fortid i Hells Angels og Bandidos imidlertid klar til at udfolde sine oplevelser på solskinsøen Tenerife, hvor han arbejdede under en svimlende rig britisk gangster og pludselig befandt sig i en krig mellem engelske og libanesiske forbrydere. I den nye Mofibo-podcast ’Sandbergs Paradis’ lægger han ikke fingre imellem.
’Sandbergs Paradis’ tager udgangspunkt i perioden 1999-2000, hvor Sandberg for en stund ikke var rocker. Efter at have taget del i Den Store Nordiske Rockerkrig som medlem af Hells Angels i halvandet år, blev han i 1998 udstødt af rockerklubben – han var i såkaldt bad standing.
Derfor søgte han mod Tenerife, hvor hans grandfætter havde boet og arbejdet i en række år og tjent gode penge.
»Min grandfætter arbejdede i det, der hedder timeshare-branchen, som jeg ikke kendte det store til. Han sagde: ’Kom herned, mand! Der er arbejde som bodyguard og security – lige noget for dig!’ Han havde været dernede i mange, år, så han vidste, hvad det drejede sig om. Det gjorde jeg overhovedet ikke. Jeg stolede på ham og tog derned som et blankt stykke papir«, fortæller Sandberg.








